logo
Frederikshavn
Bibliotek

Postboks 721
Parallelvej 16
9900 Frederikshavn
Tlf. 96 22 56 50
bibl.frederikshavn.dk

Frederikshavnerrummet er et oplevelsesrum, hvor vi viser, hvilke spændende projekter, der er i gang i Frederikshavn Kommune.

Den besøgende bliver angrebet fra alle sider af sanseindtryk, idéer og muligheder. Samtidig kan hun komme med sine egne idéer, indfald og udfald.

Den ønskede reaktion er, at gæsten tænker:

  • Hold da op, sker der så meget i Frederikshavn
  • Har jeg egentlig en mening om / idé til det, jeg ser
  • Der må jeg hen igen, næste gang jeg er på biblioteket / i byen

 

Indhold

Bagvæggen i rummet er domineret af store kort over kommunen, Frederikshavn by og oplandsbyerne. Kortene kan skiftes ud (aktuelt pr. 01.01.2007).

Gulvet er beklædt med visuelle beskrivelser af byen, oplandet, stranden, havet og lyset.

På sidevæggene er der skiftende udstillinger med aktuelle projekter.

I rummet er der en computer med touch-skærm, hvor man kan klikke sig ind på præsentationer, som også bliver vist på storskærm (for yderligere at understøtte samtale-elementet i rummet). Ud over præsentationen er der under hvert emne mulighed for at kommentere, stille spørgsmål, komme med ideer etc. via en kommentar-facilitet. Videresendes elektronisk til rette vedkommende via kommunens kommunikationskontor. Ved at opgive mailadresse / tlf.nr., får man svar tilbage.

I rummet er der endvidere etableret en vægavis, hvor man med gule post-it sedler kan sige sin mening om dette og hint. Efter ca. 14 dage bliver sedlerne fordelt til de, der har med det pågældende tema at gøre – som så kan lægge dem på gulvet / bordet – og derigennem få et billede af, hvad nogle tænker om noget

Rummet – og det omliggende bibliotek med sit store torv – giver også mulighed for etablering af udstillinger og andre fysiske projekt-eksponeringer

I enhver forandringsproces spiller den historiske bevidsthed en stor rolle. Via udstillinger m.v., vil Bangsbo Museet være med til at trække linien fra fortid til nutid.

I rummet er der reol med kommunal og amtslig information – dagsordener, lokalplanforslag etc.

I forbindelse med eksponeringer / udstillinger etc. vil der undertiden blive arrangeret  fyraftensmøder, hvor projektmagere og borgere har mulighed for at gå i clinch.

 

Mål

Frederikshavnerrummet skal styrke borgerens mulighed for

  • at få information om projekter og tiltag, som berører en større kreds af borgere - for derigennem at styrke kommunikationen mellem projekt-ansvarlige og kommunens borgere
  • at reagere på informationen, komme med idéer, spørgsmål og meninger - for derigennem bl.a. at udvide mulighederne for at få indflydelse på processer og beslutninger

 

Frederikshavnerrummet skal udvikle sig til at være et offentligt idéværksted og – ikke mindst - give rum til den sam-tale, som er en afgørende faktor i den demokratiske proces.

 

30.08.2005
Det demokratiske torv - Frederikshavn Bibliotek